Ulla Klinge tildelt ph.d.-graden

Partner i Inspicos Ulla Klinge er blevet tildelt ph.d.-graden ved Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

Det er med den største glæde og stolthed, at vi kan meddele, at partner i Inspicos, European Patent Attorney, civ. ing. (kemi) Ulla Klinge, d. 5. marts 2021 er blevet tildelt ph.d.-graden ved Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet. Graden er tildelt for afhandlingen “Is the SPC regulation (still) fit for purpose? – SPC eligibility of modern pharmaceuticals”.

Afhandlingen analyserer og evaluerer, hvorvidt SPC-systemet passer til den farmaceutiske innovation, der finder sted i dag, især bioteknologisk innovation og sekundær innovation.

Ulla konkluderer i sin afhandling, at der stadig er uklarheder i fortolkningen af ​​SPC-forordningen med hensyn til centrale bestemmelser. Det konstateres også, at det ikke synes muligt at identificere klare kriterier til bestemmelse af beskyttelsesomfanget af et SPC for bioteknologiske produkter.

Endvidere viser Ullas analyse, at retspraksis vedrørende SPCer har resulteret i et lavt incitament til at beskytte både grundlæggende forskning i den tidlige fase og forskning i sen fase inden for sekundær innovation. Ulla foreslår på denne baggrund, at man fra lovgivers side tager initiativ til at evaluere, om der er behov for at ændre SPC-forordningen.

I forbindelse med sit ph.d.-studie har Ulla undervist jurastuderende og været på studieophold ved Max Planck Institute for Innovation and Competition i München.

Ulla har mere end 30 års erfaring som patentrådgiver og har været partner i Inspicos siden 2007. Hun er en af Danmarks mest respekterede patent attorneys inden for kemi og lægemidler, og hun fungerer jævnligt som ekspertvidne og skønsmand i patentretssager. Ulla er derudover sagkyndig dommer ved Sø- og Handelsretten.

Inspicos ønsker Ulla stort og hjerteligt tillykke med ph.d.-graden!